Destruktion forklædt som støtte; hjælper du mig virkeligt?

Af Fartuun Amakak

Som muslimsk kvinde, kan det være svært at navigere ens plads i samfundet. Hører vi egentligt til alle steder? Er der plads til os alle steder? Burde vi overhovedet bevæge os ud i alle ting? Det er tanker jeg har gjort mig utallige gange, dog uden et klart svar. Oftest ender jeg ud i, at hver kvinde skal være herre over hendes egen skæbne og hvad hun bevæger sig ud i… Men med de nye diskussioner omkring intersektionalitet, og hvordan man som muslimsk kvinde rammer utallige intersektioner, der både undertrykker os, men også opløfter os, hvordan skal vi bære det ad med de intersektioner vi selv danner? En relativt ny intersektion bestående af muslimske kvinders færden indenfor underholdningsindustrien og dens modstridigheder med fundamenterne indenfor den islamiske tro, er bl.a. bragt til lys af supermodellen Halima Aden, der fortalte om, jo mere hun bevægede sig op i industrien, jo mere bevægede hun sig væk fra religionen.  Den vigtigste del af den nye diskussion om den [mislykkede] intersektion bestående af det islamiske princip om hayaa’ og modelindustrien, der blev startet af vores søster Halima, handler ikke om repræsentation af den muslimske kvinde eller behovet for et supportnetværk, når de navigerer gennem det. Snarere, tror jeg, at det der siger mest om situationen er den del af hendes fortælling, der skildrer den indflydelse muslimske kvinder havde på hendes følelser og handlinger. De jublede, jo flere skridt hun tog væk fra sin religion. Løsere hijaab, og strammere tøj blev fejret. Det er den besked, vi sendte hende og hinanden. Dette handler om støtten til den mere "moderne", æstetiske hijab, som om det er den eneste måde en kvinde kan være smuk. Dette er hvad vi ser på tværs af sociale medieplatforme. Vi støtter vores egen undergang, og vi tager ikke vores advarsler. Gennem vores "yes queen" og "this is fire" kommentarer til indhold, der strider mod vores religion, skubber vi hinanden mod at normalisere det, som Allah har advaret os om, og informeret os om ikke at gøre. Vi validerer, hvad der bidrager til vores svækkede bånd med Allah swt, når vi tilbeder moderne afguder dekoreret i glamour og berømmelse.

Hvad er effekten af at efterlade opmuntrende kommentarer på en muslimsk kvindes billeder/videoer, når vi ser hende tage flere skridt væk fra islam? Hvad er vores forpligtelser overfor hinanden, når vi ser andre muslimer undertrykke dem selv? Hvorfor er modelindustriens toxicitet det største vi tog fra søster Halima og ikke den rolle vi spillede ved at sætte hende på en piedestal i stedet for at bekymre os om hendes deen?

De fleste af os lever i en tempofyldt verden med stramme deadlines og lange opgavelister, der dikterer vores daglige anliggender. Vi er konstant på farten og krydser emner fra tjeklister og er fast besluttede på at nå en station vi kalder stabilitet. Nogle mennesker kommer derhen, og andre ikke, mens vores forhold til stabilitet væver over vores hoveder og hjerter. De mennesker der udfordrer deres nuværende stabilitet ved at bevæge sig mod ting, der ikke gavner dem, virker ofte som en inspiration. ’Hvis hun kan bevæge sig væk fra hendes normale hverdag og blive model, så kan jeg også! Hvad stopper mig i at realisere de drømme?’

I princippet er der intet der kan stoppe en, hvis man allerede har beskadiget sin fitrah, men nu, hvor Halima er stået frem og fortalt hvor skuffende og umenneskelig industrien er, hvorfor er det så noget man stadig lyster? Hvis man af erfaring kan fortælle dig, hvor skadelige disse industrier er, hvorfor vil du så sælge dig selv for to minutters jublen fra marionetdukker med ingen integritet? 

De af os, der har undergivet os Allah den Almægtige ved, at denne stabilitet er midlertidig og ikke en indikator for vores efterliv. For nogle er det en test og for andre en belønning. Vores usikkerhed om, hvilken kategori vi falder under, skubber os til at fortsætte med at prøve. Så vi er taknemmelige overfor Allah og beder om, at det, vi har, indestår for os og ikke imod os den dag, det betyder noget. Men vi alle narre os selv, når vi søger trøst i denne ustabilitet i stedet for at være aktivt opmærksomme på, at kilden til det hele er Gud den ene, og vi kan nyde den nuværende stabilitet uden at knytte os til den, idet vi husker, at Allah har ansvaret og vi blot er levende syndere, mens vi prøver at være retfærdige.