Har vi glemt det hele er en test?
Vi voksede op med fortællinger der satte målstokken for det dyrebare i denne verden. Vi hørte om hvordan guld, sølv, perler og diamanter er en del af lykken. Hvordan idealet er at overøse, den man holder af med disse genstande. Og efterhånden blev dette skalaen, vi måler kærligheden ud fra. Er denne påstand ikke mødt, opstår der en uvished ift. troen om, hvor vidt et andet individ holder af os. Skønt hvis denne tankeløse anskuelse blot forbeholdte sig til de mellemmenneskelige forhold, kunne den knap være tålelig. Dog er den for de fleste af os, også blevet vores målstok ift. Den almægtige.
Ser vi et individ, der i vores forståelse er foræret mere end, hvad vi selv er indehaver af, har de fleste af os lagt citatet ”åh Allah elsker den person” for øre. Vi har dermed efterhånden skabt en forståelse af, hvis Den Nådige har givet et individ en andel af denne verden, er dette lig med Hans kærlighed. Samtidig undgår vi ikke følelsen af ambivalens, for på den anden side ved vi, hvordan denne verden igen betydning har for Den almægtige , og hvordan den blot er til for at teste os.
Skulle det foroven nævnte postulat holde vand, ville dette betyde at de yderst betydningsfulde figurer i vores historie må være de Allah holdte allermindst af. Eksempelvis mistede profeten Muhammed scw sine forældre tideligt, han blev ikke tildelt nogen verdslig rigdom og oplevede det mest brutale en forældre kan blive udsat for; at se sine børn dø. Dog selv med anskuelsen i vores baghoveder vil igen af os påstå, at Den Almægtige ikke holdte af sin profet. Netop i situationer som denne, er vi ikke i tvivl om, at mangel på det verdslige ikke er en kausalitet af Den Almægtiges mangel på kærlighed til sin slave.
Utallige gange og gennem et hav af fortællinger, bliver det ekspliceret hvor betydningsløs denne verden er. Dog dumdristigt vælger vi gang på gang at måle det kosteligste vi ved ud fra den. Vi ser blindt fra Den Altvidendes beskrivelser af det verdslige, og gøre midlet der skulle hjælpe os i mål, til målet i sig selv. Vi vil så inderligt foræres det betydningsløse, thi diamanter, perler og titler er for nogle af os blevet det ultimative.
Vi lever i en grinagtig tilstand, hvori vi talrige gange såres af realiteten. Og selvom målstokken er brøstfældig, er den for de fleste af os blevet så uvurderlig. Jeg kan dog ikke lade vær med at undre mig over, hvorfor i alverden vi lader dette princip være gældende i vores liv. Hvorfor de fleste af os intet galt ser i at dømme vores forhold til Skaberen på denne måde. Skønt når det kommer til situationer som den foroven benævnte, er vi samtidig ikke i tvivl om, hvor løgnagtig denne anskuelse er. Men hvorfor så? Hvorfor dømmer vi vores forhold til Allah ud fra et par glitter eller en titel som i sidste ende ingen steder vil følge os? Har vi glemt det hele er en test?
Skrevet af Fadumo jama
